Hende her fik lige sat nogle tanker igang fra laaaang tid tilbage. Da jeg gik på gymnasiet, kørte jeg hver morgen i bus, med en meget karismatisk og vældig interessant mand. Ja altså ikke interessant på den måde, for han var gammel allerede dengang.
Han satte sig tit på mit 'nabosæde' og så gik snakken vældig, fra Lysgård, hvor han boede, til Viborg, hvor han arbejde som museumsinspektør på Stiftsmuseet.
Ud over dette, var han også forfatter. Med bøger mange bøger på 'samvittigheden' og en god håndfuld priser og tilkendegivelser fra det samlede litterære korps her i Danmark.
Jeg smilede da jeg fandt billedet her. Det var præcist sådan han så ud, når han stod på bussen. Lettere forfjamsket, og han havde et hyr med at holde styr på både avis, paraply, billet og ikke mindst sin store brune taske. Det var ikke alle dage at skægget var strøget, og det var ikke alle dage at kammen var nået toppen af krøllerne. Men det var alle dage, at det var en fornøjelse at sidde sammen med Peter og tage en snak på vej til skole.
Sjovt, som minder pludselig kommer til overfladen, blot ved billedet af en bog.
2 kommentarer:
Jeg synes hans bøger er ret finurlige og underlige, og man kommer på arbejde ved at analysere hans tekster. Men helt klart, det han skriver er med dybde og til eftertanke..
Sjovt at "møde" nogen som faktisk kendte af ham..
Et dejlig indlæg, Jane..
Ja han er nemlig lige præcis finurlig... det betegner ham godt... :o)
Og sådan var han også som person, finurlig og humoristisk.
Send en kommentar