søndag den 30. august 2009

For fanden da...

Jeg har lyst til at råbe og skrige. Ikke at det hjælper, det har det ikke gjort indtil nu. Men for fanden da hvor er jeg vred. Frustreret.

Hvor er det uretfærdig.

Der er mange teenagere, der ikke gider deres forældre og det giver nogle gniderier.
Hos os er det omvendt. Her er det forældren der ikke gider teenagerne. Og forældren er IKKE mig.

Han mener bestemt ikke han har råd og tid til at hente afkommet. Råd, det er jo et spørgsmål om at ville prioritere sine penge rigtig. Man har råd til det man vil allermest. Vil man have en fed bil, må man måske blive nødt til at gå på kompromis med cigaretterne eller boligsituationen. Eller vil man ryge, må man skære ned andre steder. MEN... når det kommer til et par teenage-drenge, der umådelig gerne vil være sammen med deres far, så er sagen en anden. Man priorieterer IKKE sine børn fra.

For fanden hvor er jeg vred. At tænke sig, at man vælger sine børn fra blot fordi det hele ikke bliver serveret på et 'sølvfad' længere. Han skulle lige være i nærheden nu, så ville han få en str. 41 i det sted han er højest når han plukker jordbær.

Når han så ikke engang har r** nok i bukserne til at indrømme han ikke gider. Han lover og lover børnene at han kommer og henter dem. Og så ringer han til mig 2 dage før og regner med at han kan få mig til at sige til børnene at han ikke henter dem. Jeg forlanger at han selv siger det, det må være rimeligt.

Så sent som for en time siden, sad Christian og talte med ham i telefon og igen fortalte han, at han ikke kunne overholde en aftale. Christian sad med tårer i øjnene. Det er hårdt for knægte på 16 at bliver valgt fra, ja det er hårdt for os alle, men mon ikke man er mere sårbar når man er ung og usikker.

Det er uretfærdig. Uretfærdig. Uretfærdig.

Godt de har en anden forældre at læne sig op ad, men det er bare ikke okay alligevel...

Forstår I mig ?

Søndagssysler

Hmmm.. regnen viser ikke mere nåde end i går....

Imellem regnbygerne har vi tømt bassinet. Det er nu vendt på hovedet på græsplænen og bliver spulet ren af de mange byger.

I dag måtte der lidt pandekager til at bløde op for det trælse vejr. Det blev grahamspandekager med gær. En sjov blanding af 'franskbrød' og pandekage, der bliver bagt på panden som pandekage og hæver som franskbrød. Men gode var de, de blev ihvertfald guffet lige så hurtig som de kom af panden. Så jeg nåede ikke engang at snuppe et billede....

Ellers har jeg et hækletøj der ligger på køkkenbordet. Et tæppe hæklet af alle resterne fra sokkestrikningen. Spraglet og det passer perfekt til en 'morfar'. Ved det, for jeg har allerede hæklet et tæppe :o)
I sofaen ligger strikketøjet. Et ærme til kærestens sweater. Der strikkes på to strømpepinde og rundpind. Lidt en balancegang at få alle pindene til at 'høre efter' og ikke mindst få lave pæne overgange. Men strømpepindene var blevet for korte og rundpinden jeg har er lige lidt for lang endnu. Men det går :o)

Tja... igen i dag er stuen fyldt med spark og vilde biljagter. Alt i alt en fredelig søndag :o)

Ha' selv en fantastisk søndag derude....

lørdag den 29. august 2009

Lørdagshygge



Imens regnen gør haven helt ugæstfri, hygger vi inde. Vi plukkede de sidste vindruer i dag. Hele 3 ti-liters spande har vi fået + det vi har guffet undervejs. Der er kogt saft og lige nu står 5 liter saft og køler af på køkkenbordet. Alt sammen takket været markedsfundet fra Vorbasse, nemlig saftkogeren.





Det har været et godt år med masser af bær. Der er syltet og kogt saft af ribs, vindruer og mirabeller. Uhmm... jeg glæder mig til masser af supersund saftevand hele vinteren igennem. :o)





Ungerne hygger sig, og det foregår i stuen, under høje råb og vilde fakter. De spiller på den nyerhvervede playstation.... og aldrig har de tæsket så meget på hinanden som efter anskaffelsen. De snakker bank, skyderi og snydekoder. De sidder på armlæn hos hinanden. Spiller Tekken 1,2 og så videre. Vist en verden vi voksne, eller er det bare kvinder, der ikke forstår....


Ihvertfald bliver jeg aldrig bidt af en gal joystick. Jeg glæder mig blot over, at søskendekærligheden hos os, ikke er noget problem. De savner hinanden i hverdagen og glæder sig vildt til at ses i week-enderne. Håber det hænger ved når de bliver mere voksne. Mon ikke... grunden er ihvertfald lagt :o)

Endelig

Så er der igen hul igennem til den ganske verden....

Det har varet flere uger nu... det tog længe inden det 'tekniske geni' her i huset aka fruen her, kunne gennemskue, at det sikkert var switch'en det var galt med. Der var ikke lys i den mere....


Så gik jagten på en switch. Jooow... men sårn en er ikke lige at opdrive. Lillebittebyen hvor jeg bor, har ikke skyggen af butik. Så der var ingen chance. Lidt størrebyen hvor jeg handler, besøgte jeg den lokale Kvickly, det var det eneste sted i byen, hvor der bare 'lugtede lidt af fisk' eller rettere hvor der bare var den mindste smule chance for at opdrive vidunderet der skulle sætte os på internetkortet igen. Men ... nææh heller ikke der.

Til slut måtte ældstedrengen have bud med til Størstebyen, hvor han går i skole. Og glædestrålende ringede han den anden dag og fortalte at NU var der chance for at vi kunne få internet-abstinenserne væk.


Han medbragte et nyt vidunder fra Størstebyen og vi er nu internetkørende igen.


Sikke en rar fornemmelse. Så er man fri for at smugkigge på nettet på arbejde. Man kan lade sig falde ned i stolen og tage en time hist og pist, blot for inspiration.
Ellers sker der ikke meget på matriklen. Jeg strikker stadig på kærestens sweater. Og den er blevet 'smugprøvet' undervejs, så jeg ved den passer :o)

tirsdag den 4. august 2009

Haven

I haven i øjeblikket, er der godt med liv. Da vi kom hjem fra ferie, var der jo gang i gladiolus'erne. De stod og lyste i de mest fantastiske farver. Dengang glædede vi os allerede til at liljerne skulle springe ud.

Og det gjorde de så.... sprang ud.....

Hold da op, hvor er de smukke. Jeg bliver i helt godt humør hver gang jeg ser på dem. De er helt fantastiske. Og duften er næsten berusende.
Og det ser ud til jeg ikke er den eneste der kan lide dem. Svirrefluerne kredser omkring blomsterne, og dufter sig lige så beruset som jeg....
Jeg kan ikke fortænke dem... :o)
Hav' en fantastisk god tirsdag :o)

Hva' jeg gør i øjeblikket...

I øjeblikket strikker jeg på trøjen til kæresten til julegaven.

Garnet er som tidligere nævnt fra Island. Og det går i stykker for et godt ord. Glæder mig til jeg er færdig med trøjen, må jeg indrømme.

Bullen bliver stribet, efter et 'mønster' dannet i en 'stribe-generator'. Og ærmerne bliver grå. Der skal være høj krave på den. Det bliver en rigtig 'vintervams'.

Under strikketøjet, ses snippen af et dameblad. Hendes Verden, er det foretrukne. Og i denne uge, er der de mest fantastiske strikketing - og så til store piger... lige noget for mig :o).

Der er et par modeller, jeg glæder mig til at gå igang med.

mandag den 3. august 2009

Uha uha

- så er ungernes alder rettet.

Man er jo blevet 16 år, så man er jo IKKE 15 mere ;o)

Utrolig så travlt de har med at blive voksen, og vi andre har utrolig travlt med at holde os unge... ikke at det lykkes særlig godt ;o)

Nå... kan I have en fantastisk mandag :o)