Jeg har i dag været til møde på efterskolen. Der skulle snakkes om hvordan Christian trives der, om undervisning og fritid. Der skulle tales om fremtidsplaner.
Christian fik udelukkende roser. Mange roser og store roser. Han er en vanvittig dejlig dreng at have på skolen og ikke nok med at han er aktiv som få i undervisningen, så var han ligefrem konfliktløsende blandt kammeraterne. Hold da op... tror nok lige jeg blev 20 cm højere. Det ka' sgu ikke være helt skævt det jeg har opdraget ham til så.... :o)
Heldigvis var vor nye sagsbehandler med, og hun kunne godt se at med den udvikling der var sket med Christian på de år, så var det godt at give ham det sidste år dernede. Men hun kunne jo ikke love noget, desværre....
Vi håber og tror at det bliver sådan igen efter sommerferien, men ellers blev der talt om EGU (Erhvervsskolernes Grund Uddannelse), der gør de unge klar til at blive uddannet. Så selv med en ADHD diagnose, og en hjerneskade, der påvirker hukommelsescentret i kraftig grad, så spåes han gode muligheder for uddannelse og et næsten almindeligt liv.
Sådan en tur, giver min ryg mere end den kan klare i øjeblikket. Og jeg måtte kapitulere resten af dagen. Der er den senere tid opstået en ret højlydt knasen i lænden. Selv på trods af fiskeolie hver dag, så kan det høre ret så højlydt, når jeg går omkring. Tror det er godt jeg skal scannes her d. 3. :o)
Nå... vi knaser videre i det fantastiske liv vi har gang i. Christian og jeg. Og forresten også de andre her på matriklen. Aldrig har vi haft det så godt :o)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar