onsdag den 16. april 2008

Tør - tør ikke ...

Jeg tror ikke jeg tør....
Det frister at blive opereret. Det kunne blive så godt at blive slank.


Slank så mine led ikke mere var så belastet. Slank så jeg kunne passe det smarte tøj til piger på min alder, ikke til dem på 76. Slank så jeg ikke skal bøvle så meget med blodtrykke og blodsukkeret. Slank så jeg bedre kunne holde til at lave noget sjovt med mine børn. Slank så jeg ikke altid føler at folk stirrer eller endnu værre, ser den anden vej. Slank så jeg kunne gå i svømmehal med min børn uden at de skulle skamme sig over at følges med 'hvalen'. Slank så selvtilliden kunne få et hak opad istedet for altid nedad. Slank så jeg med rejst pande kunne konfrontere de mennesker der har gjort mig ondt, med deres tankeløshed.


Jeg har ikke et fornuftigt forhold til mad. Jeg bruger mad som en alkoholiker bruger alkohol, en ludoman bruger spillemaskinen eller en stofmisbruger bruger sit kokain.


Jeg belønner eller trøster migselv med maden.


Hvis man trøstespiser, som det kaldes, sætter kroppen en kemisk reaktion igang, en kemisk reaktion der udløses af det søde, bløde og fede, som jo oftest er trøsten. Dopamin er hele hemmeligheden. Det er et 'velbehagsstof' der udløses i hjernen og som 'fylder op' ligesom når normale mennesker får gaver eller dyrker sex. Virkningen i hjernen kan faktisk ses i en MR-scanner.


Jaaaaarrrrmmmmeennn søde ven... hvad er det så du tuder over.... ta' en tudekiks Jane og kom videre i dit liv....


Tro mig... der var fandme ikke noget jeg heller ville...


Jow... hvis bare operationen ville kunne 'operere' hangen til belønning væk, så var jeg den første til at melde mig under kniven... jeg skulle være ambassadør for at andre kunne blive glad og slank.... hvis blot de kunne give mig en garanti...


Blot to ord, to små ord, skal jeg have lægen, psykologen og diætisten til at sige : "det lykkes"....


Tør jeg blive opereret, så længe jeg ikke har fået 'repareret' mekanismen der får mig til at spise for meget og forkert ?


Det ville vel svare til at bilen skulle til syn, og den kom til mekaniker, der skiftede sæder, gulvmåtter og lakerede skidtet, men 'glemte' at reparere den rust der boblede under overfladen, og som fik bilen kasseret....


'Reparationen' af mekanismen slås jeg for nu....


Jeg konsulterer en psykolog, der kan grave dybt i mine 'gemmer' ... et kvindeligt bette nips, der sidder der smart i tøjet, og håret.... men som ikke peger fingre at mig store quinde der sidder der og fortæller at jeg ikke kan lade være....


Hun ser på mig med kloge øjne, åbner mine øjne for at der er nogle tråde der kan trækkes i uden at jeg kommer 'under pres'...


Jeg ser tiden an 14 dage endnu, inden jeg siger operationen fra, men mærker vindene blæser i den retning...

Men må man overhovedet være utaknemlig og sige nej ????


2 kommentarer:

Tusindfryd/Dorte sagde ...

Hej Jane

Jeg synes, du er en meget klog kvinde! Hvor har du ret i at det er rusten, der skal repareres først. Derefter kan operationen så være værktøjet, der gør det lettere. Om du kan køre et parløb med de to ting på en gang, er det kun dig selv der kan svare på.

Jeg kender en der er blevet opereret og tabte sig meget - men fordi rusten var der stadigvæk, kunne hun ikke sige "det lykkedes", for da der igen kom modgang i hendes liv, begyndte spiseriet igen. Hun trænede sin mavesæk op til igen at kunne rumme store mængder, og er idag større end før.

Jeg synes derimod det lyder som om du er på rette vej. - Nej, jeg retter lige mig selv: Du ER på rette vej!!! Når din rust er repareret skal du nok klare den!

Kh Dorte/Tusindfryd

Britta sagde ...

Du er sgu da ikke utaknemmelig hvis du siger nej tak til operationen! Det er en voldsom operation og du skal kun gøre det hvis du er 100 % sikker!

Men samtidig skal du også vide at det ikke er sikkert at en psykolog kan "helbrede" dig... Jeg har gået til både psykolog og psykiater i flere år nu (ikke samtidig) og jeg er stadig fed og VIL have den operation.

Rusten er der stadig, men for mig vil operationen få mig ned på en vægt hvor jeg fx kan lave motion, som fordriver min depression og giver mig lyst til at spise mindre. Og jeg vil (forhåbentlig) få det bedre med mig selv, når jeg kan gå med min mand og søn på deres lange ture i skoven (Rasmus på knap 3 år kan MEGET mere end mig!). For ikke at snakke om at blodtryk, knæ, benene i al almindelighed og sådan set hele kroppen vil have rigtig godt af at jeg taber mig. Jeg drømmer ikke om str 42 - jeg drømmer om en vægt på to cifre!

Mit råd - få operationen OG gå til psykolog! Det ene virker ikke optimalt uden det andet.

Knus Britta