Mr. Cohen sang for mig i aftes...
nårrhh ja, gjorde han så og så lige for de knap 10.000 andre der var der i går også, men tror nu mest det var for mig... ;o)
Denne lille mand med den store stemme.
Han sprang ind på scenen, med en energi og udstråling, der gør at man ikke forstår at manden rent faktisk er 73. Nålestribet jakkesæt og hat. Charmerende. Forførende. Humoristisk. Flirtende.
”Dance me to the end of love” startede braget af en koncert. Eller brag og brag er nu så meget sagt. Musikken var ikke voldsom høj, man gik ikke derfra med en dundrende hovedpine og hylen for ørerne. Men stadig tilpas høj til man kan kalde det en koncert.
Dernæst kom en af mine få virkelige favoritter 'Aint no cure for love'. Der er ingen kur mod ægte og dybtfølt kærlighed. Hvor er han dog vis ham Leonard.
Men alligevel var det et brag af en koncert. Han stemme svøbte os ind i tekster med vid, dybde og humor. Han levede på scenen. Selv om jeg stod godt tilbage på pladsen, var scenekantet lige foran næsen på. Han formåede at nå os alle.
Han stemme der er så dyb, så dyb, at når han ramte de laveste toner, kunne man mærke det i jorden, hvor det forplantede sig op gennem mellemgulvet. En total oplevelse. Intens. Total.
Når han talte til os, var der musestille i parken. Utroligt, at man til en koncert, kan bemærke hvis folk taler sammen, og de blev måske endda tysset på, for folk hørte efter hvad han havde at sige.
Noget af det fedeste ved koncerten var, at han lød ligesom på cd'erne herhjemme. Det er ikke ofte at man kommer til koncert og ikke kan høre forskel. Ikke poleret lyd på hans cd'er.
Når han havde svøbt os ind i toner, ladet os gyse, så det var en fryd. Og når sangen var til ende. Tog han hatten af, trådte et skridt tilbage og næsten ydmyg takkede og takkede. Som Karen sagde, det var næsten som om 'undskyld jeg lige sang for jer'.
Jeg anser migselv for rimelig 'rå'... har normalt svært ved at give slip og græde... men 'Halleluja' vendte mig lige om på skjoldet et øjeblik og jeg måtte diskret snøfte et par gange og fange tåren i øjenkrogen...
Alt i alt en koncert der vil blive umulig at komme op på højde af nogensinde. Jeg har da aldrig oplevet en koncert der i den grad krøb ind under huden og løb langs rygsøjlen og kildrede hjernen. Hvis jeg ikke havde solgt min sjæl til ham før, gjorde jeg det ihvertfald i går.
Som han sang til mig, og et par andre måske også, 'I'm your man'.... Sure you are Leonard, the one and only.... for the moment... :o)
nårrhh ja, gjorde han så og så lige for de knap 10.000 andre der var der i går også, men tror nu mest det var for mig... ;o)
Denne lille mand med den store stemme.
Han sprang ind på scenen, med en energi og udstråling, der gør at man ikke forstår at manden rent faktisk er 73. Nålestribet jakkesæt og hat. Charmerende. Forførende. Humoristisk. Flirtende.
”Dance me to the end of love” startede braget af en koncert. Eller brag og brag er nu så meget sagt. Musikken var ikke voldsom høj, man gik ikke derfra med en dundrende hovedpine og hylen for ørerne. Men stadig tilpas høj til man kan kalde det en koncert.
Dernæst kom en af mine få virkelige favoritter 'Aint no cure for love'. Der er ingen kur mod ægte og dybtfølt kærlighed. Hvor er han dog vis ham Leonard.
Men alligevel var det et brag af en koncert. Han stemme svøbte os ind i tekster med vid, dybde og humor. Han levede på scenen. Selv om jeg stod godt tilbage på pladsen, var scenekantet lige foran næsen på. Han formåede at nå os alle.
Han stemme der er så dyb, så dyb, at når han ramte de laveste toner, kunne man mærke det i jorden, hvor det forplantede sig op gennem mellemgulvet. En total oplevelse. Intens. Total.
Når han talte til os, var der musestille i parken. Utroligt, at man til en koncert, kan bemærke hvis folk taler sammen, og de blev måske endda tysset på, for folk hørte efter hvad han havde at sige.
Noget af det fedeste ved koncerten var, at han lød ligesom på cd'erne herhjemme. Det er ikke ofte at man kommer til koncert og ikke kan høre forskel. Ikke poleret lyd på hans cd'er.
Når han havde svøbt os ind i toner, ladet os gyse, så det var en fryd. Og når sangen var til ende. Tog han hatten af, trådte et skridt tilbage og næsten ydmyg takkede og takkede. Som Karen sagde, det var næsten som om 'undskyld jeg lige sang for jer'.
Jeg anser migselv for rimelig 'rå'... har normalt svært ved at give slip og græde... men 'Halleluja' vendte mig lige om på skjoldet et øjeblik og jeg måtte diskret snøfte et par gange og fange tåren i øjenkrogen...
Alt i alt en koncert der vil blive umulig at komme op på højde af nogensinde. Jeg har da aldrig oplevet en koncert der i den grad krøb ind under huden og løb langs rygsøjlen og kildrede hjernen. Hvis jeg ikke havde solgt min sjæl til ham før, gjorde jeg det ihvertfald i går.
Som han sang til mig, og et par andre måske også, 'I'm your man'.... Sure you are Leonard, the one and only.... for the moment... :o)
Jeg var afsted med bedst tænkeligt selskab. Kaffebryggeren og søsteren min. Det var to inkarnerede, Kaffebryggeren og jeg, og søster der havde snust, men blev måske en smule mere inkarneret i aftes... ;o) Tak for en god aften til jer to.
Den eneste bommert jeg synes der var på den aften stod jeg jo så ligesom selv for. Flot Jane. Jeg havde glemt at lade kameraet op, så jeg kunne ingen billeder tage. Hvor dum er man så ?
Den eneste bommert jeg synes der var på den aften stod jeg jo så ligesom selv for. Flot Jane. Jeg havde glemt at lade kameraet op, så jeg kunne ingen billeder tage. Hvor dum er man så ?
1 kommentar:
Ahhhh, Jane, jeg var der også og kan kun erklære mig enig. Jeg er stadig helt høj....
Send en kommentar