tirsdag den 25. marts 2008

En furie, en vulkan, en....

Jeg er arrig vred.
Jeg er ellers normalt et meget velafbalanceret menneske, hvor der skal meget til inden vreden 'kommer til overfladen'.
Men nu er den sgu kommet, og det spyes ud som lava fra en vulkan. Jeg er så fløjtforbandetarrigvred... hrmf...

Normalt kan jeg også acceptere folk med deres forskelligheder og møder folk 'der hvor de er' .... Men nu er det NOK... nok er nok.
Jeg var i går til fødselsdag hos min elskede svigerfar. Min kærestes familie er gode til at samles om sådanne begivenheder.
Kærestens niece er også med.
Hun gør mig vred.
For det første kommer de altid, og jeg mener altid for sent.
Ingen undskyldninger, nej, så svanser man bare ind som 'dronningen af Saba' og tilkalder opmærksomhed fra 'gud og hvermand', for det ville jo være skrækkeligt, hvis ikke alle i selskabet havde opdaget de arriverede (det vidste vi såmen godt, for vi ventede sgu med mad som vi altid gør)....
Niecen har Borderline. Hun handler impulsivt og uoverlagt uden at tænke på konsekvenserne. Hun er lunefuld og uforudsigelig. Og jeg kan simpelthen ikke tage den strøm af små ondskabsfulde stikpiller, som rammer alt og alle.
Det kan godt være man er psykisk syg, at man har det svært med det, men man kan fandme ikke tillade sig som voksen at opføre sig som en teenager, der taler til sin Mor (end ikke mine egne teeangere med ADHD og Autisme taler sådan til mig... og de skulle da også lige prøve....)
Alle taler om at det kan hun ikke tillade sig at sige sådan, at opføre sig sådan og at komme forsent. Men der er fandme ingen der gør noget ved det. Alle holder hånden over og under hende.
Jeg er så træt af at komme i klemme i det spil der kører i den familie. Jeg har sagt at jeg ikke ønsker kæresten inviterer hende i vores hjem (læs: også mit hjem) og jeg overvejer stærkt, at begynde at melde fra, når jeg på forhånd ved at hun skal med... hende niecen...
Jeg er allermest træt af, at jeg i aftes da vi kørte hjem, fortalte kæresten at et par af stikpillerne havde ramt hårdt (hentydet til min ikke ubetydelige størrelse)... og han lød næsten vandtro, da jeg fortalte hvad hun havde sagt.... Jeg følte han tror mere på hende end på mig....

1 kommentar:

Britta sagde ...

Problemet er nok at familien mener at de skal tage hensyn til hende, fordi "hun er jo syg".
Men derfor tager hun vel ikke skade af at få at vide at det bare ikke er acceptabelt at komme for sent og at genere folk på det groveste. Men hvis der aldrig er nogen der siger noget til hende, hvor skulle hun så vide det fra?

Og du er da i din fulde ret til at sige at du ikke vil have hende i dit eget hjem!