Jeg har trådt noget så eftertrykkeligt i spinaten i dag.... I går spurgte min chef mig om jeg ikke ville overtage optælling og afstemningen af kassen. Da hende der sad med det tog alt for lang tid om det. Jeg indvilligede naturligvis (tør man andet med chefer ;o)). Som chefen udlagde det, betød det næsten "liv eller død", det skulle være lige nu og her... og helst i går....
Min teamkoordinator og hende jeg skulle overtage fra's teamkoordinator ville han orientere, så sådan var det.
Jeg undrer mig i dag over at hun ikke kommer med kassen, så jeg kan blive sat ind i det specielle skema der følger med afstemningen. Men jeg hører ikke en lyd fra hende.
Da hun går hjem kl. 13.00 i dag, tager lige lige fat i hende og siger blot: "jamen, jeg er da klar til i morgen, så vi kan da lige snakke om kassen der....". Hun kigger uforstående på mig og siger hun ikke kender noget til 'det med kassen'....
Avs... så havde hun ikke fået at vide, at jeg skulle overtage... eller rettere, det skulle jeg heller ikke endnu, men det var jeg ikke blevet orienteret om, så jeg troede jo det skulle være med det samme, det plejer sådanne opgaver at være i vores firma.
Hun beordrede mig med ind til chefen og få klarhed over sagen. Hos chefen kunne der jo kun bekræftes, at sådan var det, det var blot ikke lige nu der skulle overtages.
Hun var sønderknust da hun tog hjem, med tårer i øjenene. Og jeg var næsten lige så knust, at jeg var 'grunden' til hendes dag endte sådan. Havde jeg da bare holdt min mund. Dumpe.
