For fanden da...

Jeg har lyst til at råbe og skrige. Ikke at det hjælper, det har det ikke gjort indtil nu. Men for fanden da hvor er jeg vred. Frustreret.

Hvor er det uretfærdig.

Der er mange teenagere, der ikke gider deres forældre og det giver nogle gniderier.
Hos os er det omvendt. Her er det forældren der ikke gider teenagerne. Og forældren er IKKE mig.

Han mener bestemt ikke han har råd og tid til at hente afkommet. Råd, det er jo et spørgsmål om at ville prioritere sine penge rigtig. Man har råd til det man vil allermest. Vil man have en fed bil, må man måske blive nødt til at gå på kompromis med cigaretterne eller boligsituationen. Eller vil man ryge, må man skære ned andre steder. MEN... når det kommer til et par teenage-drenge, der umådelig gerne vil være sammen med deres far, så er sagen en anden. Man priorieterer IKKE sine børn fra.

For fanden hvor er jeg vred. At tænke sig, at man vælger sine børn fra blot fordi det hele ikke bliver serveret på et 'sølvfad' længere. Han skulle lige være i nærheden nu, så ville han få en str. 41 i det sted han er højest når han plukker jordbær.

Når han så ikke engang har r** nok i bukserne til at indrømme han ikke gider. Han lover og lover børnene at han kommer og henter dem. Og så ringer han til mig 2 dage før og regner med at han kan få mig til at sige til børnene at han ikke henter dem. Jeg forlanger at han selv siger det, det må være rimeligt.

Så sent som for en time siden, sad Christian og talte med ham i telefon og igen fortalte han, at han ikke kunne overholde en aftale. Christian sad med tårer i øjnene. Det er hårdt for knægte på 16 at bliver valgt fra, ja det er hårdt for os alle, men mon ikke man er mere sårbar når man er ung og usikker.

Det er uretfærdig. Uretfærdig. Uretfærdig.

Godt de har en anden forældre at læne sig op ad, men det er bare ikke okay alligevel...

Forstår I mig ?