There's no mountain high enough

Der siges, at der ikke er højere bjerge end de kan bestiges...

Well... det er måske rigtig, men synes i øjeblikket at min bjergbestigertur, er ret uoverskuelig... troede det var ved at lysne, men det var åbenbart 'kun' en pukkel på bjerget og endnu mere tinde dukkede op bag puklen...

Anders var hos lægen i går, han sad og græd, mens han fortalte lægen om alle de 'forbudte' tanker han har om at ville skade sigselv og andre...

Den 'lille dreng' sad der og var fuuuuldstændig hjælpeløs, mens tårerne strømmede ned af kinderne og han skulle fortælle hvor dårligt han har det...

Jeg blev voldsomt meget mere tyndhudet imens... det er svært frustrerende at stå på sidelinien og ikke kunne gøre andet end at trøste... Det gør ikke kampen sværere at skulle kæmpe blot for at få hjælpen til drengen. At når han er så tyndhudet som han er i øjeblikket, skal man næsten ligge på knæ for at få blot en smule hjælp, blot for at blive hørt en smule....

Lægen blev dog enig med sigselv om, at han skulle have en henvisning til Ungdomspsyk. TAK !

Men måske skal det så lige bemærkes, at på trods af henvisning, kan der gå laaang tid inden Ungdomspyk. reagerer og skolen vil ikke have Anders før han er mere stabil.

I dag skal Christian hjem fra lejrskole i Sverige. Da vi af rent tidsmæssige årsager, var nødt til at hente ham før de normale kl. 14.00, så skrev jeg til 'stander', som forøvrigt hedder Thomas, og spurgte om det var i orden.
Thomas ringede til mig og bekræftede, at naturligvis kunne vi hente ham noget før. Han fortalte så, at der havde været en episode i Sverige med Christian.

Christian havde fået medicin med til ugen og det havde den unge mand så valgt at indtage én aften deroppe, presset af en af de andre unge, til at fylde dem alle i munden på engang. Christian får Ritalin og det er bestemt ikke 'slik', det er der intet medicin der er, men Ritalin er et præperat forsynet med røde trekanter.

Thomas, Christian og en af de andre lærer Kim, var efter at have talt med 'giftlinien' taget på skadestuen, hvor Christian fik noget aktivt kul, der skulle drikkes og som ville opsuge Ritalinen inden den fik lov at virke.

Jeg tog en snak med Thomas om Christian evt. har samme tankegang som Anders, altså at ville skade sigselv, men han mente ikke at det var der skoen trykkede. Så der venter Christian en laaang snak her i week-end om tankegangen bag og at der gerne skulle være langt fra tanke til handling.

Hvor fanden er det jeg har svigtet som Mor ?

Eller er det den hjerneskade, de begge fik i forbindelse med fødslen, der dukker op ?

Er det autismen og ADHD'en der ikke kan indstænges i en teen-age-krop ?

Er det det hele ?

På arbejde skal der årsafsluttes og vi (læs : jeg) har kun til tirsdag med at få fundet differencerne, og der blev først lukket for år 2008 i går.

Det er håbløst og det kan jeg simpelthen ikke nå... og skal arbejde både lørdag og søndag i denne week-end. Starter tidligt og kører hjem tidligt...

Det presser mig alvorligt i øjeblikket, og jeg ved ikke om jeg bliver ved at holde skruen i vandet.... jeg håber og beder til at det hele snart vender... og håber og beder til at kæresten, på trods af voldsomt meget arbejde og børn der bøvler, stadig gider holde ved...

Jeg håber at bjergbestigningen snart er til ende og vi kan plante et flag på toppen og sige 'vi klarede sgu osse dette bjerg' :o)

Ha' en go' week-end derude folkens...