Jeg er ret vild med ham her... ja altså ikke sådan, selv om han ser ganske nydelig ud ;o).... men jeg er ret vild med hans måde at tænke på...
Bonderøven, der er stolt af at være det. Ikke noget med at skamme sig over, at man ikke kan/vil købe sig fra det meste. At ting er godt nok. Ikke at hige efter det som naboen har.
Han stiler efter at være selvforsynende. Hans vej (og jord) er stenet og der er mange udfordringer i haven. Men han klør på med krum hals. Jeg må sige jeg tager hatten af for hans måde at leve på.
Sådan kunne jeg i bund og grund også godt tænke mig at leve. Selvforsynende. Hjemmegjorte ting og mad fra bunden.
Vi er som sådan godt på vej. Der er snart udelukkende hjemmestrikkede strømper i skufferne. Der er hjemmehæklede tæpper på vej (rester fra strømpestrikningen). Der er hjemmebagt brød i køkkenet altid. Der skal gerne noget mere hjemmesyet på matriklen, både sengetæpper og tøj drømmes der om. Der måtte gerne i efteråret blivet hjemmesyltet noget. Der skal gerne noget i drivhuset i år, så vi kan få agurker og tomater mad i sommeren og senere på frys. Der skal dyrkes en smule grøntsager i haven, så der kan hentes lidt friskt ind til maden. Der skal fyldes krukker med krydderurter, så vi kan peppe maden op og senere fryse til vintermaden.
Det eneste vi nu mangler er høns. Høns der kunne lægge æg med de skønneste gule blommer. Men stedet taget i betragtning, kan det ikke lade sig gøre. Måske senere i livet.
Drømme er et godt stof til livet, det giver drivkraft og gå-på-mod. Og så er vi to om drømmene. Det er det bedste.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar