Vi er her endnu...

Omend lidt vingeskudt er vi her endnu...

Anders har stadig dage hvor det ramler. Der skal yderst lidt påvirkning til, inden det hælder slemt til den ene side. Han græder og føler sig intet værd. Han kan 'lige så godt forsvinde herfra' som han siger...
Alle stikbare og skærbare genstande i huset, det vil sige stegegafler, sakse og køkkenknive er inddraget og ligger i en kasse i ... hmmm... ja, soveværelset....
Så håber vi på at det er nok til at 'forvirre' i gerningsøjeblikket, hvis det skulle blive aktuelt, hvilket vi ikke håber det bliver...
Det er yderst frustrerende at stå på sidelinien til en søn, der ikke kan 'klare livet mere'... han er tyndhudet af helvede til... og vi andre også.... og han skal på samme tid både behandles som og ikke behandles som 'et råddent æg'...

I morgen skal vi til samtale på Ungdompsyk. Vi håber så inderligt, at det bliver taget alvorligt denne gang. Jeg kan se hvor meget det slider på sønnike, at have det sådan, det er ikke godt.
Jeg er kommet til den konklusion, at det er lige meget om han skal være medicineret resten af livet, hvis blot han bliver mental stabil igen. Blot at han bliver Anders igen.

Lige nu har vinterfeiren, og ja vintervejret, gjort sit indtog i Vojens. Der holdes ferie hos det skolesøgende folk, mens jeg må arbejde. Det er okay. Jeg tager revance senere. Der slåses i sne og der hygges gevaldig. Selv om der skal laves noget, bliver der ingen sure miner. Det er det fede med store børn.

Anders glæder sig til, som aftalen lyder lige nu, at skulle tilbage til skolen efter ferien. Han savner dem og ifølge brormand Christian savner de også ham. Det forstår jeg godt, han er sgu osse en herlig knægt.

Christian savner ham også. Selv om han ikke vil 'hænge' på Anders, så er der alligevel noget trygt og godt i at han er der. Bare lige der på skolen. Christian er tryghedsnarkoman. Det er okay. Han har også brug for trygheden i øjeblikket. Han kommer og giver knus konstant. Han skal bare lige se om vi er der stadig. Og det er vi, vi svigter ikke.

Det gjorde faderen til gengæld. Han er flyttet fra kæreste og bor nu på egen hånd. Han svigter og ville ikke som aftalt have børn i vinterferien. Det er svært at se skuffelsen i øjnene på ungerne, der jo havde glædet sig til at komme på ferie hos far. Lad os håbe han snart får styr på sine ting og tanker, så der igen er overskud til ungerne. De fortjener sgu osse en far.

Midt i det hele står vi. Tulle, kærsten og jeg. Vi håber remmer og tøj kan holde til de mentale udskejelser der sker i øjeblikket. Vi håber alt ender lykkeligt og med skindet på næsen.

Tror vi har det som katte. Vi lander altid på benene. Det gør vi også denne gang.

Der skal være tro på noget godt, i det knap så gode. Vi tror vi kommer styrket ud af det her. :o)