Stille jubel

- allerhelst havde jeg lyst at løbe rundt udenfor med hænderne over hovedet og huje som jeg var betalt for det...

- men nu er det jo sådan jeg er opdraget til at tænke på hvad naboerne tænker, så jeg lader være...

Anders har været på Ungdomspsyk. i dag... arrrhhh... jeg har svært ved at få fingrene til at skrive Ungdomspsykriatisk Ambulatorium, så derfor Ungdomspsyk....

Endelig blev der lyttet. Det var ren smør for sjælen. De sad der, lægen Birgith og psykologen Thomas, og lyttede til min storgrædende søn.... Der blev taget hånd om usikkerhed, smertende hjerte, livstræthed og selvmordstanker...

Anders var mere end kvæstet da vi kørte fra Ungdomspsyk.

Lægen var i tvivl. Det er jo svært med autister, de fortæller absolut intet mere end allerhøjest nødvendig, og helst end ikke så meget. Og hun havde svært ved at skelne det ene fra det andet.

Anders har depression. Og skal på medicin hver dag i foreløbig 9 måneder. Med opfølgning efter 3 måneder, for at tjekke bivirkninger osv. For at tjekke om det har nogen virkning.

Allerede d. 23. har vi møde igen med Ungdomspsyk. Denne gang på efterskolen, hvor rammerne omkring Anders skal 'pudses af' igen.... Spørg lige om jeg glæder mig til at få ham tilbage på skolen...

Anders har måske også 'noget andet'. Depressionen kunne få ham til blive 'livstræt' og ville herfra. Den gjorde ham ked af det. Men der er jo stadig hans ønske om at ville skade andre og stemmerne der siger han skal. Det troede hun ikke var depressionen. Hun ville dog give det 3 måneder og se hvor mange 'stemmer' der var tilbage.

Lad os håbe at det 'bare' er depression, og ikke Skizofreni, som katagorien hedder hvis stemmerne bliver ved.

Jeg er næsten helt 'høj' overpå hjælpen. Bare det at blive taget alvorlig og ikke banke panden i den der berømte madras der er i sundhedssystemet i øjeblikket. At blive taget alvorlig og lyttet til.... :o)