Kroppen har endnu engang et 'break-down', og hænder, fødder og ...tja vel nærmest resten...er igen mere end pinefulde.... Og jeg føler mig som jorden... dryp for dryp forsvinder søde, sjove, humoristiske Jane...Nu slår jeg i bordet hos lægen, jeg vil og denne gang mener jeg VIL, have diagnose på nu.... Ellers har jeg nemlig ikke kinamands chance for at få noget hjælp...
Med hjælp mener jeg fx. chancen for at gå ned i tid på arbejdspladsen, så der også kan levnes lidt 'vigør' til dem herhjemme.... Jeg er nemlig mere end knust når jeg rammer matriklen om aftenen og efter mine godt 37 timer i ugen er jeg som en slatten karklud i week-enderne. Jeg er kommet til den konklusion, at det er ikke det værd mere... ikke værd at sætte min familie i 2. række mere... jeg vil kunne leve i sameksistens når jeg kommer hjem, ikke gå i hi...
Jeg har bøvlet mere og mere gennem årene. Det startede første gang da jeg var 18-19 år gammel. Jeg havde få dage hvor jeg var knust... så er det steget stødt til at jeg i dag har få dage hvor jeg ikke er knust...
Heldigvis er jeg forsynet med en MEGET forstående arbejdsplads, men deres tålmodighed bliver vel også brugt op på et tidspunkt... og med fuld forståelse for hvis den gør...
Så jeg VIL have noget hjælp NU, så jeg kan beholde min arbejdsplads, for jeg nyder virkelig at komme på arbejde der... og det giver livskvalitet for mig...
Jeg har booket tid hos lægen, jeg ved det er en længere process... men lad os komme igang, så jeg kan leve igen...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar