Lastens hule ???

Hmmm... nu er jeg ikke den person i verdenen der har flest laster.

Jeg ryger ikke

Jeg drikker ikke

Jeg spiser ikke syrlige drops

Jeg går ikke med damer

Jeg bruger ikke voldsomme mængder af penge på tøj eller 'tingeltangel'

Og bruger absolut ikke 'skrå'

Dog har jeg én last. Jeps... godt gættet.... Garn :o)

Hvis ret skal være ret, så er jeg vel på sin vis glad for min last. Tænk hvis jeg en dag brugte så få penge, at jeg ikke kunne ses i budgettet, så ville jeg sikkert blive sparet væk her på hjemmefronten. Man skal ikke vide sig sikker i de her krisetider.

I dag har jeg så gjort lidt ved 'lasteriet'. Jeg har nemlig en yndlingstrøje, bred og kort i livet, der hænger på mig lige så snart den er vasket og tør. Jeg vil prøve at gøre den efter.

Derfor blev der investeret i Need fra Hjertegarn. I en fantastisk lys lilla farve.Et uld/acryl garn, der både kan varme, slides på og vaskes indenfor rimeligheden. Desuden skal fornøjelsen med strikkeriet ikke forglemmes...

Jeg er desværre ikke sårn et overskudsmenneske, der står og skyller og gør ved når mit tøj skal vaskes. Kan det ikke komme i vaskemaskinen, skal det ikke bo her hos mig. Punktum.

Kan det kongelige porcelæn, som arvestykkerne, ikke tåle opvaskemaskinen, så skal de heller ikke bo her hos mig. Punktum.

Og æhhh nårrrh ja...... så var der udsalg.... :o) .... 215,- for 20 nøgler, der er da vist det man kan kalde et godt tilbud...

Stille jubel

- allerhelst havde jeg lyst at løbe rundt udenfor med hænderne over hovedet og huje som jeg var betalt for det...

- men nu er det jo sådan jeg er opdraget til at tænke på hvad naboerne tænker, så jeg lader være...

Anders har været på Ungdomspsyk. i dag... arrrhhh... jeg har svært ved at få fingrene til at skrive Ungdomspsykriatisk Ambulatorium, så derfor Ungdomspsyk....

Endelig blev der lyttet. Det var ren smør for sjælen. De sad der, lægen Birgith og psykologen Thomas, og lyttede til min storgrædende søn.... Der blev taget hånd om usikkerhed, smertende hjerte, livstræthed og selvmordstanker...

Anders var mere end kvæstet da vi kørte fra Ungdomspsyk.

Lægen var i tvivl. Det er jo svært med autister, de fortæller absolut intet mere end allerhøjest nødvendig, og helst end ikke så meget. Og hun havde svært ved at skelne det ene fra det andet.

Anders har depression. Og skal på medicin hver dag i foreløbig 9 måneder. Med opfølgning efter 3 måneder, for at tjekke bivirkninger osv. For at tjekke om det har nogen virkning.

Allerede d. 23. har vi møde igen med Ungdomspsyk. Denne gang på efterskolen, hvor rammerne omkring Anders skal 'pudses af' igen.... Spørg lige om jeg glæder mig til at få ham tilbage på skolen...

Anders har måske også 'noget andet'. Depressionen kunne få ham til blive 'livstræt' og ville herfra. Den gjorde ham ked af det. Men der er jo stadig hans ønske om at ville skade andre og stemmerne der siger han skal. Det troede hun ikke var depressionen. Hun ville dog give det 3 måneder og se hvor mange 'stemmer' der var tilbage.

Lad os håbe at det 'bare' er depression, og ikke Skizofreni, som katagorien hedder hvis stemmerne bliver ved.

Jeg er næsten helt 'høj' overpå hjælpen. Bare det at blive taget alvorlig og ikke banke panden i den der berømte madras der er i sundhedssystemet i øjeblikket. At blive taget alvorlig og lyttet til.... :o)

Hovsa

Jeg har så lige rettet min alder til 37.... altså SYVOGTREDIVE.... det er fanme uhyggelig du....

men ikke desto mindre sandt...

'det' skete d. 27. da jeg var allermest nedlagt af influenza... ikke meget fornøjelse i sårn en fødselsdag. Så er det jo godt at det hverken er den første eller forhåbentlig heller ikke den sidste af slagsen...

Vi er her endnu...

Omend lidt vingeskudt er vi her endnu...

Anders har stadig dage hvor det ramler. Der skal yderst lidt påvirkning til, inden det hælder slemt til den ene side. Han græder og føler sig intet værd. Han kan 'lige så godt forsvinde herfra' som han siger...
Alle stikbare og skærbare genstande i huset, det vil sige stegegafler, sakse og køkkenknive er inddraget og ligger i en kasse i ... hmmm... ja, soveværelset....
Så håber vi på at det er nok til at 'forvirre' i gerningsøjeblikket, hvis det skulle blive aktuelt, hvilket vi ikke håber det bliver...
Det er yderst frustrerende at stå på sidelinien til en søn, der ikke kan 'klare livet mere'... han er tyndhudet af helvede til... og vi andre også.... og han skal på samme tid både behandles som og ikke behandles som 'et råddent æg'...

I morgen skal vi til samtale på Ungdompsyk. Vi håber så inderligt, at det bliver taget alvorligt denne gang. Jeg kan se hvor meget det slider på sønnike, at have det sådan, det er ikke godt.
Jeg er kommet til den konklusion, at det er lige meget om han skal være medicineret resten af livet, hvis blot han bliver mental stabil igen. Blot at han bliver Anders igen.

Lige nu har vinterfeiren, og ja vintervejret, gjort sit indtog i Vojens. Der holdes ferie hos det skolesøgende folk, mens jeg må arbejde. Det er okay. Jeg tager revance senere. Der slåses i sne og der hygges gevaldig. Selv om der skal laves noget, bliver der ingen sure miner. Det er det fede med store børn.

Anders glæder sig til, som aftalen lyder lige nu, at skulle tilbage til skolen efter ferien. Han savner dem og ifølge brormand Christian savner de også ham. Det forstår jeg godt, han er sgu osse en herlig knægt.

Christian savner ham også. Selv om han ikke vil 'hænge' på Anders, så er der alligevel noget trygt og godt i at han er der. Bare lige der på skolen. Christian er tryghedsnarkoman. Det er okay. Han har også brug for trygheden i øjeblikket. Han kommer og giver knus konstant. Han skal bare lige se om vi er der stadig. Og det er vi, vi svigter ikke.

Det gjorde faderen til gengæld. Han er flyttet fra kæreste og bor nu på egen hånd. Han svigter og ville ikke som aftalt have børn i vinterferien. Det er svært at se skuffelsen i øjnene på ungerne, der jo havde glædet sig til at komme på ferie hos far. Lad os håbe han snart får styr på sine ting og tanker, så der igen er overskud til ungerne. De fortjener sgu osse en far.

Midt i det hele står vi. Tulle, kærsten og jeg. Vi håber remmer og tøj kan holde til de mentale udskejelser der sker i øjeblikket. Vi håber alt ender lykkeligt og med skindet på næsen.

Tror vi har det som katte. Vi lander altid på benene. Det gør vi også denne gang.

Der skal være tro på noget godt, i det knap så gode. Vi tror vi kommer styrket ud af det her. :o)