Jeg var jo startet i praktik hos Cafe Regnbuen. Desværre var der ikke noget administration, men ren cafe arbejde. Løft af tunge, tunge gryder med mad og vand. Handle ind, i rå mængder, til noget der minder om en mindre borgerkrig. Av, sagde ryggen. Av, sagde Jane. Og så var det slut med den praktik.
Min 'mentor' hos Hartmanns, Charlotte, var ret bøs i stemmen, da hun sukkende fortalte mig, at hvis jeg ikke 'tog mig sammen', så ville jeg altså stå uden indtægt, ud over kontanthjælp her d. 31. marts.
Som om jeg ikke ved det.... men det bliver ryggen sgu ikke mere samarbejdsvillig af... næsten tværtimod.
Nå... men en ny praktikplads skal der jo til. Så jeg greb knoglen, og ringede lidt på må og få. Allerede tirsdag var jeg til samtale. De ville rigtig gerne have mig, men om 1½ måned. Og så kunne jeg jo stå der med mine små 2 uger. Som jeg så kunne få forlænget 4 uger, hvis jeg kunne fremvise en praktikplads.
Nå på den igen.
Efter en del :"Nej eller tak, vi kan ikke lige nu, men efter sommerferien"... :o)... så var jeg til samtale igen i dag. Men 'same procedure' .... ikke før d. 10 april.....
Jeg måtte igen krybe til korset hos Charlotte. Denne gang valgte jeg at troppe op på kontoret i Haderslev. Og så... mødte jeg Søren.
Søren havde stået for undervisningen i den tid jeg var hos Hartmanns.
Han var med til samtalen hos Cafe Regnbuen.
Og han er det mest rolige og positive menneske jeg kender.
Egentlig er han ikke tilknyttet kontoret i Haderslev, men i øjeblikket 'ansat' der som chef 3 dage om ugen.
Efter at have talt med Charlotte, der sagde jeg skulle raskmelde mig på 37 timer, og så se om jeg ikke kunne klare det (sig mig... har hun overhovedet ikke opdaget at jeg faktisk er slidt i stykker ????), slog jeg et smut ind omkring Sørens kontor.
Jeg fortalte ham, at Charlotte havde foreslået at jeg skulle raskmelde mig til 37 timers arbejde om ugen, og at jeg faktisk ikke kunne arbejde 37 timer om ugen. Jeg talte selv om at raskmelde mig på 25 timer om ugen, for det er realistisk. Og jeg ville simpelthen ikke kunne snyde på den måde... jeg tror det bider mig i haserne en gang senere, hvis jeg ikke er ærlig. Og så siger Søren :" Ville du kunne se dig selv i øjenene, hver morgen, når du står foran spejlet ?" ... Nej, det ville jeg nemlig ikke. Og så må jeg hellere være lidt fattigere, men kan se migselv i spejlet hver morgen.... uden at skulle slå blikket ned...
Nå jeg slår ikke blikket ned, og jeg knokler videre med at finde en praktikplads.
Og jeg har lige nu vidtåbne øjne, for jeg er blevet forelsket. I denne 'Mustang'. Nok også det nærmeste jeg nogensinde kommer en Mustang. Men for pokker hvor er det en fed cykel. Normalpris : 2695,- ikke en bondegård. Men mange penge når man ikke har dem ;o).... godt nok sat ned til 2195,- i øjeblikket, men stadig en bondegård...
Måske skulle jeg skrive den på ønskesedlen ;o)
